Vikinge-mædl!

I dag oplevede jeg noget helt fantastisk, idet jeg i et frikvarter blev introduceret til noget af det mest geniale jeg har set i meget lang tid. Klassens metal-'ead viste mig på youtube et virkelig smadret og på samme tid virkelig dygtigt band som havde specialiseret sig den ultimative musik-genre:

Folke-metal!

Korpiklaani er deres navn, og efter at have set deres musik-video (link kommer senere) var jeg på samme tid gennemhyldet af glæde over at se dette vidunder, og på samme tid noget nær opløst af grin over det faktum at musikernes stil er... noget for sig selv.

Mht. musikken er der dog ikke noget at rafle om. Korpiklaani er fuldstændig unikke, deres guitarist og vokal er måske imponerende. Trommeslageren er måske også meget klassisk, men det er også fuldstændig ligegyldigt, for det er i allerhøjeste grad bandets violinist der bærer nummeret Wooden Pints, som er blevet én af mine absolute yndlings på meget, meget lidt tid.

Helt fantastisk at høre hvordan folkemusik gennem violin, det instrument som jeg har spillet i en frygtelig masse år efterhånden, kan kombienres med "metal", eller måske bare hård rock når man tager et kritisk blik på det.

Under alle omstændigheder er jeg fuldstændig forelsket i Korpiklaani, og er spontant begyndt at spille deres numre på bas, velvidende at jeg med dette nok øger chancen for at påkalde en gammel Ase-gud med små 13,4%. En kors jeg må bære for god musik.

Godnat.

Opdateret:

Der skulle jo selvfølgelig lige være et link til det omtalte nummer og det kommer her:

http://www.youtube.com/watch?v=OIc4VHxU7iM¨

God fornøjelse!

Ogame - et attraktivt røvhul i Cyberspace

Som før nævnt, går jeg på efterskole og her trives mine interesser for computerspil og dets lige bestemt lige så godt som derhjemme. Jeg er naturligvis (heldigvis) ikke den eneste der har disse interesser og dermed lyder også en uskreven regl om at samtlige gamere/lamere/ebayers/nørder/w/e, finder et fælles spil, application eller lign. at bruge deres dyrebare tid på.

Lykkehjulet skulle i denne omgang lande på Ogame. Et spil, eller måske skulle man snare kalde det en lille interaktiv hjemmeside, som kort sagt går ud på at man, efter at have oprettet en bruger derinde, bliver givet et givent tal metal og krystal(?) og så er det ellers bare om at opbygge sit rumimperie på allerbedste måde. Det er som udgangspunktet nemt nok, og man finder hurtigt ud af at den bedste ting man kan våbne sig med hverken er laserkanoner eller plasmabomber, men tålmodighed.

Spillet er bogstaveligt talt 'real-time' og det tager derfor et nøje afmålt antal minutter/timer/år at få opbygget diverse himstregimser i det forvaklede univers.

Det starter let nok ud, da opbyggelsen af en deuteriumsyntetiserer (sikke et navn) kun tager få minutter, men når en sølle opgradering af dine ionkanoner tager en halv uge, begynder det at blive frustrerende.

Det er dog ikke det tidsmæssigt krævende i Ogame, som har gjort at jeg nu er holdt op med at spille det, men fordi at man må være på vagt hele tiden. Din flåde bygges for din hårdtjente håndører og det er dem der sikrer dig sejr og fremskridt i de mange galakser. Oftest ved at udplyndre inaktive spilleres planeter.

Men omvendt set er du så også meget sårbar når du logger ud fra spillet. Går man i seng og ved at der om to timer vil komme en af dine flåder, spækket med gode sager, tilbage til din planet, kan alting nå at gå galt.

Og det var så netop da jeg blev angrebet medens jeg sov de uskyldiges søvn, og hele min flåde og forsvar gik til, at jeg måtte banke i bordet og erklære det spil, side, whatever, for noget bras.

At de største spiller ultimativt knuser de svagere spillere for dermed at være 1% igennem at få deres nye lorteskib, er virkelig ikke retfærdigt. Værre er det når stærke spillere sender gigantiske slagskibe afsted for at knuse andre - udelukkende som en syg magtdemonstration.

Og det var et netop sådan prestige-angreb som jeg over en natten blev vært for. Efter at have givet ordre til opbygningen af et større rumskibsværft, tænkte jeg mig sikker for natten, og loggede med god samvittighed af. Da jeg så dagen efter loggede på var hele min flåde udryddet, og alt der var tilbage var en kamprapport der kort og brutalt fortalte mig at jeg havde fået klø.

Dermed erklærer jeg Ogame for et råddent spil, baseret på en rådden og absolut gudsforladt idé og "udviklet" af inkompetente mennesker, uden sans for detaljer og multiplayer-aspektet i spil.

Amen.

Update: 

Ja, så få dage efter ovenstående tragiske hændelse valgte jeg så at give spillet et forsøg til. Det lykkedes mig at nå noget nær samme status som før, indtil det skete igen! Alt ødelagt, smadret, bombet. My accomplisments equals nothing. The world that I builded is lost forever. 

Ogame, må dine sokker krympe i vask.

Ikke desto mindre har jeg fået blod på tanden mht. strategiske sci-fi multiplayerspil, men der er meget få af den slags. Navnligt nu hvor Tabula Rasa er så godt som lukket. Det bedste bud er det også meget udmærkede EVE Online, men da dette kræver både en mindre formue for at kunne spille det månedligt, samt en god internetforbindelse, tror jeg ikke at jeg skal regne med at komme på flere rumeventyr herude i løbet af mit efterskoleophold.

En ubehagelig oplevelse

Ja, som titlen antyder, så er der for nyligt sket noget ret underligt og rystende.

Noget der har givet mig stof til eftertanke, men på en ret hård måde. 

Ikke at jeg som sådan har det dårligt, men noget ret så frustrerende er sket ude på hvor lille sociale osteklokke - efterskolen.

Det skal måske lige først og fremmest siges at det er ved at være et par dage siden nu, men hele hændelsen og reaktionerne, navnligt min egen, ser jeg for mig som var det igår (lol?).

Efter at have slidt sig igennem en skoleuge på efterskole skulle weekenden fejres med et lille socialt eksperiment som gik under det hemmelighedsfulde kodenavn "Verdensomflyvning", eller et barnligt, omend hyggeligt fest-arrangement, arrangeret af weekendens værter.

Alt var fryd og gammen, og vi morede os mesterligt (zZz), men efter at have været med på løjerne følte jeg også nogle andre at det var tid til at krybe tilbage I vores små gudsforladte huller, hvori vores hjerner frit kan rådne op foran computerskærmen, uden nogens indvendinger.

Mehn!

Bedst som vi vendte tilbage til den bygning hvor godt en fjerdedel af drengene bor, opdagede vi noget forfærdeligt. Vores bærebare computere var væk!

Forstået på den måde at jeg, den absolut mest afhængige af førnævnte genstand, ikke havde fået taget min, men tre af mine nære venners manglede. 

Hvorfor fik jeg så ikke stjålet, og ja jeg sagde stjålet, min bærebare?

I et skæbnsesvangert og uforudset øjeblik lykkedes det min lærer at tage mig og min sidemand i at bruge vores computere "i noget som ikke har relevans for undervisningen". Straffen måtte så tages i 3 dage uden computere, 3 dage hvor en del af vores liv bliver amputeret med en kødhammer og kastet ind i et isoleret, støvet rum. Suk.

Senere slog det mig dog, at var dette ikke sket så var min bærbar blivet stjålet den aften. Meget uhyggeligt. Navnligt fordi jeg ved at jeg er den der ville reagere voldsomst på at miste min computer. Faktisk vil jeg vove at påstå at jeg var den der reagerede voldsomt den aften, hvor jeg netop ikke fik sthålet noget!

Var det en måde for Gud at vise mig at jordisk gods intet er værd? En måde at vise mig værdien i venskab og kærlighed, uden at såre med ved at fratage mig computeren, men lade en anden fungere som eksempel?

Herrens veje er så sandeligt uransaglige.

Tilbage på efterskolen

Ja, så er den eftertragtede vinterferie ikke bare nået sin ende, men direkte ovre, og hverdagen er gået igang igen for fuld skrue. Der er som et racerløb som begynder igen. Det kræver ingen forklaring eller nedtælling. Alle er på deres poster og ved hvad de skal gøre.

Også jeg.

Efter en lang bustur, stopfyldt med bagage og god humør, kommer man, hvad enten man vil eller ej, i den rette stemning. Efterskole-stemningen!

Den stemning der gør at man ikke bare afviser indkomne idéer og foreslag, men at man tager imod dem og de der bringer dem, med vidåbne arme. Jeg havde regnet med at overgangen fra at dovne derhjemme til at komme ud og "arbejde hårdt" ville få min mave (og indre tidsfornemmelse) til at gå fuldstændig amok, men det hele er faktisk gået ganske smertefrit, så der er ikke andet end at køre på og håbe på det bedste.

Om at føle sig snydt

Ja, så er tiden vidst kommet til dagens, eller natens, blog. Som bekendt er målet at opdatere siden her mindst én gang dagligt. 

Jeg er næppe den eneste der her i landet kan prale med at have, eller som det står nu haft, vinterferie i ugen der netop er gået på hæld. en hel uge hvor man er sin egen herre, uden lærerer der bestemmer og arbejdsgivere der ånder én tungt i nakken. En hel uge som kan stå i netop det tegn man ønsker det. Nogle tager til udlandet, enten til de varmere eller koldere steder, medens andre tager sig tid til at besøge de slægtninge og bekendte som de ikke får set i dagligdagen.

Selv har jeg egentlig ikke lavet andet end at sidde foran mine to bedste venner. Computeren og tv'et.

Nej, det passer selvfølgelig ikke. Der er også sket andre ting, men sat på kanten så er der ingen tvivl om at der er blevet brugt (for?)meget tid foran de to skærme.

Og det er så nu, hvor ferien sådan set ebber ud i den vante weekend, at man sidder med en underlig smag i munden og kan spørge sig selv - fik jeg virkelig noget ud af det her?

Vi kender alle den fornemmelse af ikke have nået det vi ville. Det er slemt nok i weekenderne, men det bliver endnu værre når man en eller flere ugers frihed.

Og hvorfor er det at vi mennesker altid føler vi bliver snydt? At vi ikke får nået det, vi havde planlagt med oprindeligt. Jeg kender det fra mig selv og mine forældre. Dedikeres en weekend til arbejde, føler man at man ikke fik slappet af, og vice versa. Det er en ond cirkel af konstant utilfredshed over det vi får.

Nu kunne det lyde som om at jeg prøver at spille bagklog og fortælle om hvordan min ferie er gået og om hvordan man bare skal nyde nuet, for i skrivende stund, kl. 4:21 og natten, sidder jeg med netop den fornemmelse. Fornemmelsen af at jeg ikke har nået det jeg ville. At jeg har brugt for meget tid på de forkerte ting, og skænket det vitale for lidt opmærksomhed.

Det er jo underligt sådan som folk, om ikke andet så jeg, er skruet sammen på. Vi får det ene og vil have det andet. Lige nu, eller, i min hverdag går jeg på en efterskole hvor jeg unægtelig lever et helt andet liv end det herhjemme. Og omvendt. Jeg nyder meget at være hjemme på ferie for der er ikke de samme faste rammer som skal følges, som på en efterskole. 

Omvendt set er efterskolelivet også noget af det største og bedste der er hændt mig, så det kan til tider føles som om jeg vinder på to kuponer, men kun kan få gevinsten på den ene udleveret. 

Man kan opleve utroligt meget godt i sit liv, men faktum må være at man ikke kan være to steder på én gang. Hvor meget man end gerne ville.

Sene nattetanker.

ZzZz

Et eksperiment

Her, et par dage efter at bloggen i sin tid blev oprettet, er der ikke sket ret meget. Og det var egentligt også som forventet. At holde en side, som på nuværende tidspunkt (og sikkert langt ud i fremtiden) stadig bare er et resualtat af tankespind og kedsomhed hvis relevans er lig nul.

At jeg for fremtiden forhåbentlig kan opdatere siden her, vil under alle omstændigheder afhænge af min vilje og gåpåmod mht. om hvorvidt siden her skal overleve.

Filosofi omkring mit navn

Som bekendt er siden her kaldt The Destroyer, og det kommer sig egentlig af en noget intern joke som pludselig tog form og fart som et domænenavn. At jeg så har valgt at kalde siden for Thestroyer, er nok bare en idiotisk, popsmart idé, men sket er sket og jeg synes sådan set at det var en skidesmart idé jeg fik mig, til at starte med.

Jeg ved ikke lige hvorfor jeg fik lyst til at skrive det... Men det her er jo netop en blog, et sted hvor man kan skrive lidt af hvert.

Velkommen

Velkommen galninge, løsslupne fanger og S/M-lovers.

Velkommen til mit åsted og min oase. Min gennemsyrede og hele vejen igennem korrupte bid af cyberspace.

Her vil jeg udøse mit ubegrundede og overvældende had, i en sådan grad, at Danmarks internetudbydere bliver nødt til at censurere mig, på samme niveau som de har gjort det med The Pirate Bay!

Jeg ved ikke hvad jeg umildbart kan sige om mig selv, andet end jeg håber at jeg gennem den ligegyldige opstilling af tal og bogstaver vel få mig latterlige budskab sået i hver og én af de der måtte læse dette!