Lykkehjulet skulle i denne omgang lande på Ogame. Et spil, eller måske skulle man snare kalde det en lille interaktiv hjemmeside, som kort sagt går ud på at man, efter at have oprettet en bruger derinde, bliver givet et givent tal metal og krystal(?) og så er det ellers bare om at opbygge sit rumimperie på allerbedste måde. Det er som udgangspunktet nemt nok, og man finder hurtigt ud af at den bedste ting man kan våbne sig med hverken er laserkanoner eller plasmabomber, men tålmodighed.
Spillet er bogstaveligt talt 'real-time' og det tager derfor et nøje afmålt antal minutter/timer/år at få opbygget diverse himstregimser i det forvaklede univers.
Det starter let nok ud, da opbyggelsen af en deuteriumsyntetiserer (sikke et navn) kun tager få minutter, men når en sølle opgradering af dine ionkanoner tager en halv uge, begynder det at blive frustrerende.
Det er dog ikke det tidsmæssigt krævende i Ogame, som har gjort at jeg nu er holdt op med at spille det, men fordi at man må være på vagt hele tiden. Din flåde bygges for din hårdtjente håndører og det er dem der sikrer dig sejr og fremskridt i de mange galakser. Oftest ved at udplyndre inaktive spilleres planeter.
Men omvendt set er du så også meget sårbar når du logger ud fra spillet. Går man i seng og ved at der om to timer vil komme en af dine flåder, spækket med gode sager, tilbage til din planet, kan alting nå at gå galt.
Og det var så netop da jeg blev angrebet medens jeg sov de uskyldiges søvn, og hele min flåde og forsvar gik til, at jeg måtte banke i bordet og erklære det spil, side, whatever, for noget bras.
At de største spiller ultimativt knuser de svagere spillere for dermed at være 1% igennem at få deres nye lorteskib, er virkelig ikke retfærdigt. Værre er det når stærke spillere sender gigantiske slagskibe afsted for at knuse andre - udelukkende som en syg magtdemonstration.
Og det var et netop sådan prestige-angreb som jeg over en natten blev vært for. Efter at have givet ordre til opbygningen af et større rumskibsværft, tænkte jeg mig sikker for natten, og loggede med god samvittighed af. Da jeg så dagen efter loggede på var hele min flåde udryddet, og alt der var tilbage var en kamprapport der kort og brutalt fortalte mig at jeg havde fået klø.
Dermed erklærer jeg Ogame for et råddent spil, baseret på en rådden og absolut gudsforladt idé og "udviklet" af inkompetente mennesker, uden sans for detaljer og multiplayer-aspektet i spil.
Amen.
Update:
Ja, så få dage efter ovenstående tragiske hændelse valgte jeg så at give spillet et forsøg til. Det lykkedes mig at nå noget nær samme status som før, indtil det skete igen! Alt ødelagt, smadret, bombet. My accomplisments equals nothing. The world that I builded is lost forever.
Ogame, må dine sokker krympe i vask.
Ikke desto mindre har jeg fået blod på tanden mht. strategiske sci-fi multiplayerspil, men der er meget få af den slags. Navnligt nu hvor Tabula Rasa er så godt som lukket. Det bedste bud er det også meget udmærkede EVE Online, men da dette kræver både en mindre formue for at kunne spille det månedligt, samt en god internetforbindelse, tror jeg ikke at jeg skal regne med at komme på flere rumeventyr herude i løbet af mit efterskoleophold.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar