fredag den 13. februar 2009

Om at føle sig snydt

Ja, så er tiden vidst kommet til dagens, eller natens, blog. Som bekendt er målet at opdatere siden her mindst én gang dagligt. 

Jeg er næppe den eneste der her i landet kan prale med at have, eller som det står nu haft, vinterferie i ugen der netop er gået på hæld. en hel uge hvor man er sin egen herre, uden lærerer der bestemmer og arbejdsgivere der ånder én tungt i nakken. En hel uge som kan stå i netop det tegn man ønsker det. Nogle tager til udlandet, enten til de varmere eller koldere steder, medens andre tager sig tid til at besøge de slægtninge og bekendte som de ikke får set i dagligdagen.

Selv har jeg egentlig ikke lavet andet end at sidde foran mine to bedste venner. Computeren og tv'et.
Nej, det passer selvfølgelig ikke. Der er også sket andre ting, men sat på kanten så er der ingen tvivl om at der er blevet brugt (for?)meget tid foran de to skærme.
Og det er så nu, hvor ferien sådan set ebber ud i den vante weekend, at man sidder med en underlig smag i munden og kan spørge sig selv - fik jeg virkelig noget ud af det her?

Vi kender alle den fornemmelse af ikke have nået det vi ville. Det er slemt nok i weekenderne, men det bliver endnu værre når man en eller flere ugers frihed.
Og hvorfor er det at vi mennesker altid føler vi bliver snydt? At vi ikke får nået det, vi havde planlagt med oprindeligt. Jeg kender det fra mig selv og mine forældre. Dedikeres en weekend til arbejde, føler man at man ikke fik slappet af, og vice versa. Det er en ond cirkel af konstant utilfredshed over det vi får.
Nu kunne det lyde som om at jeg prøver at spille bagklog og fortælle om hvordan min ferie er gået og om hvordan man bare skal nyde nuet, for i skrivende stund, kl. 4:21 og natten, sidder jeg med netop den fornemmelse. Fornemmelsen af at jeg ikke har nået det jeg ville. At jeg har brugt for meget tid på de forkerte ting, og skænket det vitale for lidt opmærksomhed.

Det er jo underligt sådan som folk, om ikke andet så jeg, er skruet sammen på. Vi får det ene og vil have det andet. Lige nu, eller, i min hverdag går jeg på en efterskole hvor jeg unægtelig lever et helt andet liv end det herhjemme. Og omvendt. Jeg nyder meget at være hjemme på ferie for der er ikke de samme faste rammer som skal følges, som på en efterskole. 
Omvendt set er efterskolelivet også noget af det største og bedste der er hændt mig, så det kan til tider føles som om jeg vinder på to kuponer, men kun kan få gevinsten på den ene udleveret. 

Man kan opleve utroligt meget godt i sit liv, men faktum må være at man ikke kan være to steder på én gang. Hvor meget man end gerne ville.

Sene nattetanker.

ZzZz

1 kommentar:

  1. Rart at finde en oase hvor ejeren på ingen måde er nærig med vandet, at man bare får smidt det i hovedet med det samme ordene begynder at løbe fra skærmen og op i de unge forskruede hoveder.

    Keep up the good work :)

    SvarSlet